Månedsarkiv: januar 2011

Venøsund Færgelaug

Struer Kommune har besluttet at overdrage den gamle færge Venøsund – i daglig tale “den lille færge” – til Venøsund Færgelaug, som stiftes på en generalforsamling som afholdes mandag den 31. januar kl. 19:30 i spisesalen på Efterskolen.

 

M/F Venøsund’ 80 års historie rummer sære, morsomme og dramatiske hændelser. Færgen er samtidig vidnesbyrd om limfjordsfærgernes epoke. Venøsund Færgelaug har til formål at formidle denne historie. Formidlingen kommer til at ske i form af sejladser i Limfjorden for alle interesserede. Andre formål er at  den lille færge skal fungere som erstatning for “Venøfærgen”, og at aktiviteterne skal skabe liv omkring den gamle fiskerihavn på Venø.

Dagsorden for den stiftende generalforsamling

  1. Valg af dirigent.
  2. Idéer, rammer og opgaver for Venøsund Færgelaug. v/Bjarne Tingkær Sørensen, Direktør Jørgen Jensen Teknik- og Miljøforvaltningen, Struer Kommune, direktør Jesper Bækgaard Struer Museum og direktør Anders Bloksgaard Limfjordsmuseet i Løgstør.
  3. Forelæggelse af budgetforslag.
  4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
  5. Valg af bestyrelsesformand – i lige år.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer – 2 i lige år og 2 i ulige år.
  7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  8. Valg af revisor.
  9. Eventuelt.

Ifbm. generalforsamlingen tilbyder Venø Bussen gratis kørsel tur/retur fra Venø Færgen med afgang kl. 19:00 fra Kleppen. Tilmelding til Bjarne Tingkær Sørensen på e-mail tingkaer@venoe.dk eller sms til 20 53 80 51 senest søndag den 30. januar.

Solo klaverkoncert

Årets første koncert i Venø Musikforening finder sted søndag den 30. januar 2011 kl. 15:00 på Nørskov.

Frederik Malmqvist, pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium, har spillet solokoncerter i store dele af Europa. I England bl.a. i St. Martin in the Fields samt for Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie ved arrangement afholdt af The Byron Society. Han har været solist i klaverkoncerter af Beethoven, Mozart og Schumann. Her-iblandt Mozarts d mol klaverkoncert med Århus Symfoniorkester og dirigent Giancarlo Andretta i Musikhuset, Århus. Man kan læse meget mere om Frederik Malmqvist på hans hjemmeside www.frederikmalmqvist.dk

Ved koncerten på Venø vil Frederik Malmqvist spille J. S. Bach: 4 præludier og fugaer fra “Das Wohltemperierte Klavier II”, W.A. Mozart: Rondo i a mol og F. Chopin: Fantasi i f mol. Anden del af koncerten vil indeholde musik af Albeniz og Scriabin.

Venø uden hybenroser

Vi er netop nu midt i en høringsfase omkring Natura 2000 planer herunder plan nr. 62: Venø og Venø Sund. Planen kan findes på www.naturstyrelsen.dk, og er på 25 sider — og ikke uoverkommelig at læse.

Reservatet Nørskov Vig og stykket nord for havnen op mod skrænterne er udlagt som Natura 2000 område, men også kystnære områder overalt på Venø er omfattet – og det vil vel næsten i praksis sige, at hele Venø er udpeget.

I planen er rynket rose (hybenrose) og bjergfyr uønsket vækst og skal forsøges udryddet. Hvad siger I til det?

Fugle og sæler skal fredes yderligere i Nørskov Vig, dvs. der lægges op til yderligere begrænset adgang helt frem til oktober. Hvad siger I til det?

Vi er så heldige at kunne indbyde til møde om Natura 2000 plan for Venø tirsdag den 25. januar kl. 19:30 i Havnehuset.

Biolog Louise Berg Hansen fra Miljøcenter Ringkøbing og biolog Tina Moustgaard Pedersen fra Struer Kommune kommer med oplæg og stiller op til spørgsmål og diskussion.

Det er Miljøcenter Ringkøbing, der har udarbejdet Natura 2000 planen for Venø, og som efter høringsfristen laver den endelige plan. Derefter vil det blive Struer Kommunes opgave at lave handlingsplan for at nå planens målsætning. Mødet er arrangeret af Venø Borger- og Grundejerforening og VenøBoen.

Energimøde

Venøboerne, der har haft besøg af energirådgiveren Hans Pedersen fra NOE, får i januar mulighed for både at læse og høre om resultatet af besøget.

Det sker dels ved tilbagemelding på det skema, som forbrugerne selv har udfyldt og dels ved et møde i Havnehuset tirsdag den 18. januar kl. 19:30. Forud for mødet vil hver forbruger få returneret det udfyldte skema sammen med NOE-rådgiverens forslag til energibesparende foranstaltninger.

På mødet vil Energigruppen og Hans Pedersen vise et samlet billede af Venøs energiforbrug og gøre rede for de forslag, der er meldt ud til forbrugerne, og som kan være med til at styre mod en mere fornuftig og også billigere energianvendelse. Mødedeltagerne får derefter mulighed for at stille spørgsmål til forslag og om praktiske fremgangsmåder, når forslagene skal omsættes til virkelighed.

Da Venø i juni havde besøg af direktør Flemming Poulsen fra NOE, provokerede han forsamlingen i Havnehuset ved at påstå, at alle husejere kunne spare 15-20 % på energien!

Det kommende møde skal give nogle af idéerne til, hvordan det kan lade sig gøre. Mød op og hør, hvad du kan gøre for dig selv og for CO2-reduktionen!

Samtidig med, at den enkelte forbruger får forslag til egne løsninger, udleveres skema til en periodisk registrering af eget energiforbrug samt bro-churen: Gode el-vaner, som kan inspirere til de daglige små indsatser.

Åbent hus på Venø Billedværksted

I efteråret er den lille presse til grafik blevet flittigt brugt. Et hold kursister har boltret sig med trykplader, trykpapir og tryksværte i flotte farver. Mange teknikker er prøvet af og blandet sammen. En ny verden for de fleste deltagere.

I weekenden den 15. og 16. januar fra kl. 13:00 – 17:00 er alle velkomne til at se resultaterne og ikke mindst selv prøve at trykke og få sværte på fingrene. Både børn og voksne kan være med. Måske bliver resultatet et personligt kort eller noget nyt til væggen.

Der serveres kaffe og kage. Materialer: 20 kr. pr. deltager/trykker.

På gensyn i trykkeriet.

Læs nytårsudgaven af VenøPosten

Årets første udgave af VenøPosten er klar til at blive læst. Du kan denne gang bl.a. læse om:

  • Renovering af Venø Kirke
  • Status på Venø udviklingsplan
  • Halbyggeriet på Venø efterskole
  • M/F Venøsund – en flot gave til alle venøboere
  • Venø uden hybenroser
  • Havnehusets fremtid
  • Nyt fra Venø GIF