Månedsarkiv: juni 2011

Havnefest og færgeoverdragelse

Lørdag den 18. juni kl. 14 overdrages færgen Venøsund på Venø Havn af borgmester Niels Viggo Lynghøj til det nystiftede “Venøsund Færgelaug”. Færgen er 80 år gammel og Danmarks mindste stadigt aktive bilfærge.

Venøsund stævner ind i havnen på Venø med Thorkild Brosbøll ved roret og borgmester Niels Viggo Lynghøj som passager. Fra land modtages den med en kanonsalut. Så er der taler og fællessang, underholdning for børn og voksne, fællesspisning og råhygge på havnen.

Der er gratis buskørsel fra Venøfærgen (på sydspidsen af Venø) til Venø Havn – se www.venoesund.dk

Program:
Kl. 14.00: Borgmester Niels Viggo Lynghøj vil åbne festen med overdragelse af M/F Venøsund til Venøsund Færgelaug.

Kl. 14.30: Børneunderholdning:
– Sine og Frække Rikke – den kendte bugtaler med de frække dukker
– Limfjordsmuseets rullende biologer med børneaktiviteter

Kl. 15.30: Musik: Ulrich & Chaps
– Hygge og velkendte toner

Kl. 18:00 Spis i teltet
– Der serveres en lækker sommer-ret m. flutes og salat
– Tilmelding: 2053 8051 eller info@venoesund.dk

Kl. 19.30: Teltbal: Neanders Jazzband
– Der spilles op til dans og råhygge i teltet med danseglad og underholdende jazzmusik.

Læs mere om arrangementet og færgelauget på www.venoesund.dk

Citroëntræf på Venø

Igen i år får Venø besøg af “uofficielle, uorganiserede, ustrukturerede Citroën-ejere”. Træffet finder sted den 10.-13. juni. “Modellerne” holder ind på Venø Klit Camping, hvor de formentlig er klar til (blandt andet!) almindelig bilsnak. Læs mere på: www.danskcitroenklub.dk

Sjægtesejlads Venø Rundt

Sjægtesejladsen Venø Rundt bliver afviklet fra Venø Havn lørdag den 11. juni.

Den traditionsrige sejlads for limfjordssjægte finder igen sted med start og mål ud for Venø Havn. Sjægtene var oprindeligt Limfjordens typiske fiskerbåde med de barkede rødbrune sprydstagsejl. Sejladsen Venø Rundt var en stor begivenhed, og de lokale fiskere kæmpede næsten på liv og død for at få en ærefuld placering og en af de kostbare præmier, som fx et år var et komplet sæt tretårnet sølvtøj til 12 personer. Så vildt er det ikke i år, men der er stadig kamp til stregen, når sjægtene stævner ud fra Venø Havn. Der vil være deltagelse af mange sjægte fra hele Limfjorden og sågar fra Fanø. Kom og se det farverige skue og nyd livet på Venø. Det vil være muligt at følge sejladsen flere steder rundt om øen.

Dagens program ser således ud:
Kl. 9.00: Tilmelding til sejlads på Venø Havn
Kl. 10.00: Skippermøde
Kl. 11.00: Start løb 1
Kl. 11.15: Start løb 2
Kl. 11.30: Start løb 3

Kaffe, Kunst og Kage på Venø

Under denne overskrift vil Per Vestergaard, Karin Kristensen, Ann Nørskov og jeg gerne invitere alle venøboere til fernisering Kristi Himmelfartsdag den 2. juni kl. 15:00.

Igen i år går vi sammen og viser lokal Venø kunst. Per har tre store skulpturer med. To af Pers skulpturer taler til vores følelser. Lidelsen og smerten vises i en skulptur af Jesus Kristus. Det ukuelige, smukke og fanden i voldske i “Frk. Mundis – arbejdsløs danserinde”. Begge disse skulpturer er fremstillet af birketræsspåner. Tredje skulptur – en græsk olievase – er lavet af stålspåner. Jeg glæder mig rigtig meget til at udstille Pers værker, som også omhandler et enkelt maleri.

Karin viser sine seneste malerier, og som sædvanlig anvender Karin antydningens kunst. Mere og mere dukker op efterhånden som man betragter billederne, og billedets historie bliver større og større. Dertil kommer, at de klare farver virker flot sammen og pirrer din nysgerrighed.

Ann dukker ned i sit store lager af keramiske vidundere. Hvad hun finder denne gang, ved jeg ikke endnu, men der plejer at være interessante fortællinger forbundet med hendes værker.

“Mellem 2 blå sole” har jeg kaldt en serie malerier fra Venø. Fokus er den blå farve i vandpytter, søer, fjorden og himlen. Solen skinner ned i vandet, skyer spejler sig, og pludselig er blå ikke længere blå, men hvid, gul, lilla, grøn eller brun. Det er en udfordring, når man står med en pensel i hånden.

Udstillingen kan ses indtil den 26. juni.

/Venø Billedværksted — Lis Jensen

Solnedgangsmusik i Venø Kirke

Programmet for årets solnedgangsmusik i Venø Kirke er nu på plads. Og igen i år vil Venø Kirke i juli og august danne rammen om de traditionsrige solnedgangskoncerter. Der vil være gengangere af kunstnere fra tidligere år, men i nye sammenhænge og i en rivende udvikling. Koncerterne, der indgår i en kort andagt, begynder kl. 21:00 og varer en lille time. Den første koncert finder sted torsdag den 7. juli. Årets program kan ses i denne folder.

Juniudgaven af VenøPosten

Juni 2011

Juni måneds udgave af VenøPosten er udkommet i dag. Bladet indeholder denne gang bl.a. artikler om:

  • Halbyggeri på Venø Efterskole
  • Nyt om Venøtårnet
  • Ny artikel i serien “At bo på Venø”
  • Naturplan Venø
  • Mobilmast på Venø
  • Projektafslutning på Venø Havn
  • Fernisering på Venø Billedværksted
  • Portræt af Venø Havnehotel
  • Havnehuset
  • Arrangementer på Venø Efterskole
  • og meget mere…