Kirketjener til Venø Kirke søges

Den faste stilling som kirketjener ved Venø Kirke er ledig og ønskes besat d. 1. juli 2017 eller snarest derefter. Stillingen kan eventuelt deles mellem 2 personer, og du må meget gerne i ansøgningen anføre hvor mange opgaver i stillingen, du ønsker at påtage dig.

Venø Menighedsråd søger en kirketjener der med overblik og selvstændighed i opgaveudførelsen kan varetage det vigtige kirkehverv.

Som kirketjener løser du tjeneste i forbindelse med højmesser, gudstjenester og kirkelige handlinger (f.eks. dåb, vielser og begravelser). Dertil er der en række praktiske opgaver såsom at sørge for blomster, passe varmeanlægget og sørge for at kirken er ryddelig ud.

Kirketjeneren er også ansvarlig for at ringe solen op og ned, vanligvis kl. 8.00 og kl. 18.00 om sommeren og klokken 9 og klokken 16 om vinteren.  Klokkeringningen sker på hverdage (mandage dog undtaget). På søn- og helligdage ringes i forbindelse med højmessen/gudstjenesten.

Som kirketjener må arbejde på søn- og helligdage påregnes. Stillingen udgør ca. 180 timer årligt. Oveni kommer klokkeringningen.

Ansættelse sker som timelønnet og på individuelle vilkår efter cirkulære om visse ansatte, som ikke er omfattet af overenskomster mm. aktuelt cirkulære nr. 9811 af 28/10/2014. Timeløn forhandles individuelt.

For klokkeringningen ydes 90 kr. pr. gang solen ringes op eller ned. Automatisk klokkeringning forventes indført på et tidspunkt.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontaktperson Helle Gjern på tlf. 26 16 83 62.

Ansøgningen med relevante bilag sendes til Venø menighedsråd 8855fortrolig@sogn.dk eller med post til: Riisvej 9, Venø, 7600 Struer.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest 28. april. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 4. maj 2017. Menighedsrådet kan oplyse, at der indhentes børneattest forinden ansættelse. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *