Refleksioner i en coronatid

Der er ingen gudstjenester i Venø Kirke mens Danmark er “lukket ned” pga. coronasituationen. I stedet skriver konstitueret sognepræst Per Toftdahl en kort refleksion til hver søn- og helligdag.

 

Kristi Himmelfartsdag (21. maj 2020)

Til Kristi Himmelfartsdag er der ikke skrevet en refleksion. I stedet er der optaget en gudstjeneste i Venø Kirke, som kan ses her: https://www.youtube.com/embed/ndKh7EOjWyY

 

Refleksion over 5. søndag efter påske (17. maj 2020)

For Jesus var det en ganske naturlig ting at bede. Som jøde er han opdraget med, at bønnen er en vigtig del af trosrelationen til Gud. Men han nøjedes ikke med at bede de mange jødiske bønner i synagogen eller i templet. Nej, han bad også selv – og tilmed lærte han disciplene – og os – at bede Fadervor. Vi hører ofte i Bibelen, at Jesus går afsides for at være alene og for at bede. Han havde brug for at være i kontakt med sin – og vor – Far.

Som afslutning på sin lange tale Skærtorsdag beder Jesus en rimelig lang bøn. Tidligere kaldtes bønnen for: Jesu ypperstepræstelige bøn – som ypperstepræsten gik ind i templet for at bede for folket, sådan beder Jesus – umiddelbart før sin død på korset, Langfredag – en bøn for alle mennesker og hele verden. I dag går denne bøn under titlen: Jesu sidste bøn.

Vi kan læse den i Johannesevangeliet kapitel 17 vers 1–26. De første 11 vers er i år prædiketekst til 5. søndag efter påske, mens vers 20-26 er prædiketekst til 6. søndag efter påske.

Bønnen indledes således: Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Lidt senere beder Jesus for dem, som Faderen har givet ham – dem der er kommet til tro på, at det er Gud, der har udsendt ham. Han beder om, at de – og vi – alle må blive holdt fast i hans navn.

Alt dette fortæller os, at Jesus har omsorg for os alle. Selv lige før tilfangetagelsen i Getsemane og korsfæstelsen på Golgata har han disciplene – ja, alle mennesker – i sine tanker.

Det er stort! Det er trygt! Vi er aldrig overladt til os selv. Vi er aldrig ladt i stikken. Jesus er ved vores side. Ja, han beder for os – han beder med os. Han bærer vore bønner – vore takke og vore sukke – op til Gud.

Han beder for, at vi må blive bevaret i troen. Bevaret i troen på et evigt liv. Og det evige liv er, at vi kender Gud – gennem Jesus – og at vi tror på Jesus som vores korsfæstede og opstandne Herre og Frelser.

Og alt dette betyder, at når vi beder, så er vi sikre på, at der er én, der lytter til os. Sikker på at der er én, der vil hjælpe os. Én der vil hjælpe os med det, som han ser, vi har brug for.

 

4. søndag efter påske (10. maj 2020)

Til denne søndag er der ikke skrevet en refleksion. I stedet er der optaget en gudstjeneste i Humlum Kirke, som kan ses her: https://youtu.be/MJm90Ns-FBY

 

Refleksion til Bededag (8. maj 2020)

I dag er det Bededag. I kirkeåret ligger dagen fast på 4. fredag efter påske. Dagen har været lovfæstet ved kongelig forordning siden 1686. Indtil da var der mange bededage fordelt på hele kirkeåret. Efterhånden var der så mange bededage, at der ikke var sammenhæng i arbejdsdagene. Derfor blev bededagene slået sammen til én Bededag. I begyndelsen kaldtes dagen for ekstraordinær, almindelig Bededag. Senere har den heddet: Almindelig Bededag, Store Bededag – men i dag nøjes vi med at kalde dagen for Bededag!

At bededagene er samlet til én dag betyder ikke, at det er den eneste dag, man kan – og må – bede. Nej, bøn hører hjemme i alle former for religion – i buddhismen, hinduismen, islam og jødedommen og kristendommen. Bønnen er en slags ritual. I bønnen henvender vi os til den Gud, vi tror på. Bønnen er ikke et forsøg på at tilkalde Gud. Han er der jo i forvejen. Nej, bønnen er en skærpet opmærksomhed over for en konkret situation, man er stillet i, og den åbner op for en samtale med Gud, hvor man finder sig til rette.

I Kristeligt Dagblad kunne vi forleden læse: Pandemien har fået interessen for bøn til at stige på verdensplan. Det har nemlig vist sig, at ordet bøn er blevet googlet som aldrig før, lige siden corona-pandemien brød ud. Før var det mest googlede ord flyrejser!

Jeg tror, at der – ikke mindst i denne tid – er mange, der beder. Men der er også mange, der ikke vil vedkende sig, at de beder. Vi er – ikke mindst i Danmark – temmelig blufærdige, når det drejer sig om at tale om vores tro og vores bøn. Men lad det nu ligge, for i stedet at fordybe os i, hvad bøn kan gøre ved os.

Bønnen er angstdæmpende. Bønnen er med til at bryde oplevelsen af isolation, ensomhed og angst. Bønnen er med til at fastholde mig på, at verden er gudskabt og i håbet om, at det ender godt. Bønnen er hengivelse – og den kan have mange udtryk: lige fra taknemmelighed og glæde til den ordløse smerte. Bøn er på én gang at læsse af og at modtage. I bønnen har vi lov til at læsse alt dét, vi kæmper med, over på Gud. På den måde bliver vi tømt for alt det, der fylder os, og som kan være med til at gøre tilværelsen svær. Samtidig kan vi modtage af alt det, der er Guds. Bøn er både at aflevere og at modtage. Gennem bønnen inviterer vi Gud til at komme indenfor i vort liv.

Vi har lov til at bede på alle mulige tidspunkter – og på alle mulige måder. En god måde er at folde hænderne og se på de krydsede tommelfingre: det er et kors! Det fortæller os om alt dét, som Gud har gjort for os, og som giver os ret til at komme til ham i bøn.

Bønnen hører naturligvis hjemme i kirken, men den hører i lige så høj grad hjemme i det enkelte menneskes liv. Bøn er noget personligt. Noget vi ikke behøver at være flove over. Bønnen holder mig oppe. Den giver mig livsgnisten tilbage, når alt der mørkest ud.

Lad os alle bede! Jeg råber til dig, Gud: Mine cirkler er blevet for små, og afstanden til andre synes ufrivillig stor. Jeg har lært at sige: Vi passer på hinanden ved at holde afstand, men det er lettere sagt end levet. Jeg beder dig, du levende Gud, læg din hånd på min skulder, hjælp mig med at holde modet oppe og dagene ud. Lad din glæde og spurvenes lethed fylde mig, livets Herre. Amen.

Bøn fra Kristeligt Dagblad torsdag den 7. maj 2020.

 

Refleksion over 3. søndag efter påske (3. maj 2020)

For nylig gjorde min kone og jeg noget, som vi aldrig har gjort før i de godt 43 år, vi har kendt hinanden! Det var noget, vi havde tænkt på – og drømt om – i længere tid. Men nu skulle det være: Vi købte et maleri! Og det blev straks hængt op i vort sommerhus. Vi synes selvfølgelig selv, at det er et flot maleri – og vi har allerede fundet mange tolkninger i det. Maleriet ser sådan ud:

Kunstneren kalder selv maleriet for ”Overgang”. Det kan være livets mange overgange, hun tænker på. Og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Jeg tænker på: overgangen fra barn til ung; overgangen fra ung til voksen; overgangen fra voksenliv til pensionistliv eller overgangen fra liv til død – og evigt liv. I alle disse tilfælde er der en ny vej, der skal betrædes. Vi véd, der er en vej, men vi kender den ikke på forhånd. Først når vi har gået på den et stykke tid, kan vi se, hvad den byder os. Vejen kan vise sig at være tilgængelig – og det er som en dans på roser at færdes på den. Eller den kan vise sig at være utilgængelig: den kan være snoet, besværlig at gå på eller endda fuld af torne, som gør livet surt – og svært – at leve.

Vejen på maleriet er banet – klar til at gå på, stenene er ryddet til side. Og det bedste ved maleriet, synes jeg, er det hvide lys for enden af vejen. Det fortæller mig, at der altid er lys forude. Det har vi brug for at høre i denne tid, hvor mange ting er sat på standby. Vi har lov til at tro på – og håbe på – at der er lys forude – der er lys på den anden side af coronaen.

Når jeg har valgt at beskrive maleriet i en refleksion over 3. søndag efter påske, er det fordi, jeg synes, det passer godt til denne søndags prædiketekst. Her siger Jesus: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Underforstået: Jesus er den eneste vej til sandheden om livet! Jesus er den eneste vej til Gud. Med sin død og opstandelse har han banet vejen for den enkelte af os. Banet vejen så vi kan færdes på den. Dog er det ikke lovet os, at vejen altid er nem og tilgængelig at færdes på. Men det er lovet os, at når vi møder modgang, så går vi ikke alene på vejen. Så vil Jesus være med os – gå sammen med os – være vores medvandrer. Ja, måske bliver det endda nødvendigt at han bærer os noget af vejen.

Og med det in mente, så er der lys forude, som maleriet så tydeligt viser det. Og det gælder tilmed på længere sigt. Når vi kommer dertil, hvor døden slår livet ihjel, da fortæller vort kristne håb os, at der er lys forude. Der er noget på den anden side af død og grav. Der venter os et evigt liv, når vi tror på, at Jesus med sin død og opstandelse har banet vejen for os. Han er gået forud for os, og har beredt en plads til os.

 

Refleksion over 2. søndag efter påske (26. april 2020)

Denne søndags prædiketekst kan læses i Johannesevangeliet kapitel 10 vers 22 – 30. Den er et uddrag af en længere tale – belæring – som Jesus holder på tempelpladsen i Jerusalem. Prædiketeksten slutter med Jesus-ordene: Jeg og Faderen er ét!

Jesus og jøderne er ofte på kant med hinanden. At Jesus og Faderen skulle være ét, er en stor kamel at sluge for jøderne. De – og vi med dem – har svært ved at rumme, at et menneske af kød og blod skulle kunne være Gud! Nok siger jøderne til Jesus: hvis du er Kristus, så sig os det ligeud. Og Jesus svarer: Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke – og fortsætter: I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får!

Det vil sige, at hvis vi tror på, at Jesus og Faderen er ét – hvis vi tror på, at Jesus er Gud på jorden – så hører vi til hans får. Og når vi således er får, så er Gud – Jesus – vores hyrde. En hyrdes vigtigste opgave er at lede fårene ad rette vej, at sørge for føde til fårene og at vogte fårene mod vilde dyr – alt det onde.

Når Jesus kalder sig selv for Den gode Hyrde, så er han dén, der vil lede os ad rette veje, dén der vil sørge for os og dén der vil vogte os mod alt ondt. Hyrdebilledet er hentet fra Det gamle Testamente – ikke mindst fra kapitel 23 i Salmernes Bog, hvor der blandt andet står: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Han leder mig ad rette stier. I mørkets dal frygter jeg intet ondt. Han dækker bord for mig.

Når Jesus påtager sig Herrens rolle, er det samme som at sige, at han og Faderen er ét. Som hyrde kender han alle sine får, og vores opgave er at høre hans røst. Når vi gør det, vil han skænke os evigt liv. Der er ingen, der kan rive os ud af hans hånd. Det er en trøst, der kan bære os gennem meget. Ikke mindst i disse tider, hvor angst og bekymringer har det med at lægge livet øde for os.

Vi skal turde tro, at der findes en hånd, som vi aldrig kan rives ud af.

Det er ikke nok med, at Gud bare holder dit liv i sin hånd. Nej, som menneske (i Jesus) har han været lige dér, hvor du er! På alle måder forstår han dig, på alle måder lider han med dig, på alle måder går han foran dig. Han dør for dig. Han opstår for dig. Han er din opstandelse.

Refleksion over 1. søndag efter påske (19. april 2020)

Påsken er nu lagt bag os. Det blev ikke den påske, som vi havde drømt om: ingen familiebesøg, ingen påskefrokoster, ingen påskegudstjenester. Var påsken dermed tømt for indhold? Nej, langt fra! Jeg tror, at de fleste har haft gode oplevelser ved at fejre påske på en anderledes måde: stilhed, ro, tid til eftertænksomhed, tid til at sætte vort liv i relation til påskens evangelium. Hertil kommer, at opfindsomheden har været stor fra kirkens side. Jeg tænker især på de mange anderledes gudstjenester, som vi har haft mulighed for at følge på Youtube og andre digitale medier. Hvis ellers interessen har været der, så har der været rig mulighed for at få påskens budskab ind under huden!

Det vigtigste budskab fra påsken er, at Jesus med sin død Langfredag og sin opstandelse Påskemorgen har besejret døden og alt det onde. Derfor er påsken ikke lagt bag os forstået på den måde, at vi siger: det var så det! Nej, det, det gælder om nu, er, at det bliver ved med at være påske i vort liv. Kristendommen bygger på troen på Jesu opstandelse. Det er den tro, der skal ind i vore hjerter. Vi forstår det ikke. Men det behøver vi heller ikke. Vi kan ”nøjes” med at tro på, at Jesus er opstået – tro på at også vi skal opstå på den anden side af død og grav.

Prædiketeksten til 1. søndag efter påske står i Johannesevangeliet kapitel 21 vers 15-19. Her møder Jesus – efter sin opstandelse – disciplen Peter. Peter har helt sikkert været nervøs for dette møde, eftersom han jo havde fornægtet ethvert kendskab til ham natten til Langfredag. Tre gange fornægtede han ham, inden hanen galede. Efterfølgende spørger Jesus ham tre gange, om han elsker ham. Måske har det irriteret Peter, men mon han ikke forstod, hvorfor det var nødvendigt?

Men Jesus siger ikke: Peter, elsker du mig? Jesus gav ham jo navnet Peter (klippe), skønt han hed Simon. Han spørger i stedet: Simon, elsker du mig? Hvorfor bruger Jesus nu disciplens rigtige navn og ikke dét navn, han selv havde givet ham? Fordi Peter er en syndig mand. Fordi Peter har svigtet. Derfor er Jesus nødt til at begynde forfra med ham. Og det gør han ved at kalde ham Simon!

Det samme gælder for os: når vi har syndet – svigtet – gået fejl af målet – så er der kun én ting for Jesus at gøre, når vi kommer til ham: at begynde forfra med os. Han visker tavlen ren. Han tilgiver os. Han lader os begynde på en frisk. Peter var klar til det. Er du det?

Nadveren er tilgivelsens måltid. Men ved at leve vort liv i lyset af påskens evangelium, giver Jesus os også mulighed for at begynde på en frisk. Hver dag. Med troen på at hans død og opstandelse er livet for os. Det evige liv!

 

Refleksion over 2. Påskedag

Denne refleksion er anderledes end de 4 foregående refleksioner, fordi der ikke er knyttet en bestemt begivenhed – som til de øvrige – til den. Palmesøndag var det indtoget i Jerusalem, Skærtorsdag var det nadveren, Langfredag var det korsfæstelsen, og Påskedag var det opstandelsen. I år er prædiketeksten til 2. Påskedag Johannesevangeliets beretning om Maria ved den tomme grav og sit møde med Jesus. Den minder i høj grad om Påskedags evangelium.

Derfor vil jeg i dag standse op ved noget, som apostlen Paulus skriver som noget afgørende vigtigt om Jesu opstandelse. Det gør han i 1. Korintherbrev kapitel 15. Han skriver, at hvis vi siger, at Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken tom, og vores tro er tom. Dermed slår han fast, at hvis der ikke havde været nogle, der troede på Jesu opstandelse, så havde der ikke været noget, der hed kristendom! Kristendommen står og falder så at sige med troen på Jesu opstandelse. Og med troen på at vi kan opstå engang, fordi Jesus opstod. Grundtvig formulerer det sådan i sin dejlige påskesalme: Påskeblomst, hvad vil du her? (DDS 236 vers 4): Kan de døde ej opstå, har vi intet at betyde! Men når troen finder ind til det, så kan vi i samme salme udbryde: Ja, jeg véd, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver Langfredags pant på en påskemorgenrøde (vers 6).

Disciplene havde svært ved at tro det. Og vi kan have svært ved at tro det. Men når vi tror det, så kan vi – med udpluk fra en nyere påskesalme (DDS 240) – synge: Dig være ære, Herre over dødens magt! Evigt skal døden være Kristus underlagt. Se, Herren lever! Salig morgenstund! Mørkets magter bæver, tryg er troens grund. Frygt ikke mere! Evigt er han med! Troens øje ser det: Han gir liv og fred.

Frygt ikke mere! Det betyder, at al den frygt og bekymring vi har i disse corona-tider, kan lægges over på Jesus. Han har én gang for alle besejret det – og den – onde og døden. Ja, han har så at sige slået døden ihjel. Og når vi kan lægge alt det fra os, så er vi – trods situationen i dag – trygge i hans hænder. Vi er ikke alene i det. Vi er ikke overladt til os selv. Vi lades ikke i stikken – selv i en svær tid. Lad os derfor slutte disse refleksioner over påsken med ordene: Ja, vi tror på Påskemorgen!

Vi har et håb – et levende håb. Grib det. Og lad det få betydning i den hverdag, der for os alle vil blive anderledes.

 

Refleksion over Påskedag

De – jøderne – troede, det var slut med ham Jesus, da de havde korsfæstet ham, og nogle disciple havde lagt ham i klippehulen med en stor sten for indgangen Langfredag. Men de blev klogere! For Gud ville det anderledes. Nok havde jøderne det sort på hvidt i Skrifterne (Det gamle Testamente), at Jesus skulle lide og dø og opstå igen. Jesus havde tilmed selv sagt det adskillige gange. Men hverken de – eller disciplene for den sags skyld – havde fattet en brik af det hele.

På tredjedagen går nogle kvinder ud til Jesu grav med salver for at salve hans legeme. Det svarer nærmest til, at vi går på kirkegården med blomster til vore kære. De bliver forfærdede, da der ser, at stenen er rullet fra – og ser at graven er tom. Men der var en ung mand i hvide klæder (engel), der sagde til dem, at de ikke skulle være forfærdede. For ham, de søgte efter – Jesus, den korsfæstede – var der ikke; han var opstået! Og de fik at vide, at de skulle gå hen og fortælle disciplene det.

Se, her skal vi – igen – slå hjernen fra og i stedet slå hjertet til. Her kommer forstanden til kort. Her er det troen, der spiller den afgørende rolle. Vi forstår ikke, at den døde Jesus kan blive levende. Det er jo ikke dét, vi oplever, når vi gang på gang bærer kister ud af vore kirker – enten til kremering eller til jordbegravelse. Nej, da er den døde død. Punktum! Slut!

Men troen fortæller os, at Gud kan gør det umulige muligt. Dét gjorde han, da han kaldte Jesus ud af graven Påskemorgen. Og troen fortæller os, at han også kan gøre det ved os og vore kære engang.

Nok skal vi alle dø, men på grund af Jesu opstandelse er det ikke en evig død. Det kristne håb er et levende håb, der fortæller, at de døde skal opstå igen. Opstå til evigt liv hjemme hos Gud. Dét håb er vi døbt til. Ja, dér bliver det sagt, at vi genfødes til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse.

Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Vi fejrer, at Gud fra sin himmel i Jesu korsfæstelse, død og opstandelse griber ind i menneskers liv, rækker hånden ud, griber mennesket og holder det fast. Opstandelsens budskab betyder, at dér, hvor du har buret dig inde bag stenen og dér i mørket ikke vil se andet end din egen retfærdighed, dér vælter Gud stenen fra dig og kalder dig ud i lyset.

Og helt ærligt: det er et budskab vi har rigtig meget brug for i disse corona-tider. Glædelig påske!

 

Refleksion over Langfredag

Langfredag flages der på halv. Også ved landets kirker. Det gør vi for at mindes Jesu død på korset.

Da Jesus har spist påskemåltidet, går han og disciplene ud i Getsemane Have. Her beder Jesus om, at han må blive fri for at tømme dét bæger, han var udvalgt til. Men han føjer til: Ske ikke min vilje, men din. Og Guds vilje var, at Jesus skulle dø! Det var derfor, han blev menneske i kød og blod Julenat. I julen synger vi om, at vi ham intet andet bød end stald og krybbe, kors og død (DDS 123 vers 3).

Hvorfor skulle Jesus dø? Se, dét spørgsmål kan aldrig besvares ad forstandens vej. Det er kun troen, der kan give svar på dette spørgsmål. Og den kristne tro fortæller os, at nok skabte Gud verden – og skabte mennesket i sit billede – men verden gik af lave, da Adam og Eva spiste den forbudte frugt fra Kundskabens Træ. Det var en verdensomspændende pandemi, der dengang blev sat gang i. Den eneste vaccine, der kunne gøre godt mod den, var, at Gud selv blev menneske for at forsone os mennesker med sig. Og forsoningsmidlet er Jesu død på Golgatas kors Langfredag.

Med den måde vi lever vort liv på, kommer vi altid til at stå i en ubetalelig gæld til Gud. Vort gældsbevis er stort. Men Jesus rettede op på det med sin død. Paulus skriver det således i kolossenserbrevet kapitel 2 vers 14: Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.

Dét er der trøst og håb i. En trøst og et håb som vi i høj grad har brug for. Disse corona-tider viser os jo, at vi ikke er herrer over alt – selv om vi for det meste tror det. Blot en lille virus har med ét totalt ændret verden – og ændret vort liv. Derfor har vi brug for at kunne tro på én, der er større, stærkere og mægtigere end os selv. Og vi har brug for én, hos hvem vi kan lægge alle vore bekymringer. Og det kan vi hos ham, der lod sig korsfæste Langfredag. Ham der – inden han døde – sagde: Det er fuldbragt! – Med Langfredag er der bragt orden i vort forhold til Gud. Nu ser Gud på os gennem Jesus. Og han ser på os som elskværdige – som nogen, der er værd at elske.

 

Refleksion over Skærtorsdag

Den kristne påske udspringer af den jødiske påske. Jøderne har fejret påske, lige siden Moses førte israelitterne ud af Egypten efter 450 års slaveri. Til jødernes påske hører måltidsfællesskabet, hvor man sammen med sin familie spiser påskelam. I dag sker det også mange steder i Folkekirken – også på Venø. Blot ikke i år – desværre – på grund af coronaen.

Da Jesus vidste, at hans time var kommet, ønskede han at spise påskemåltidet sammen med sine disciple. Efter måltidet giver han dem alle et stykke brød og siger: Tag dette og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer! Efterfølgende tager han bægeret og siger: Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Dermed indstifter Jesus nadveren. Ordene han siger kaldes indstiftelsesord – og dem bruger vi hver gang, vi fejrer altergang i vore kirker. Altergang er et mindemåltid for Jesu død og opstandelse, men det er også et måltid, hvor vi så at sige gøres rene overfor Gud. Deraf Skærtorsdag! Skær betyder ren. Dét, der med et kirkeord kaldes synd (vores oprør, fejltrin mod Gud), kan vi lægge fra os ved nadverbordet. Vi kan få tilgivelse. Tavlen viskes ren. Vi kan begynde på en frisk.

Nadverbordet er det eneste sted, hvor alle – uanset rang eller stand – kan knæle side om side. Her kan bumsen, dronningen og direktøren komme sammen. I Guds øjne er der ikke forskel på dem. Og tænk: da Jesus indstiftede nadveren var der plads til både forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas! Så er der også plads til dig og mig!

Nadveren kalder på vores tro. Troen på syndernes forladelse – troen på tilgivelsen. Derfor er troen den bedste vaccine mod alt dét, vi gør forkert og alt dét, vi ikke får gjort. Det var også ved påske-måltidet Jesus vaskede disciplenes fødder og efterfølgende sagde til dem, at de skulle gøre mod hinanden, som han havde gjort mod dem. Dermed er det også vores opgave at tage sig af vor næste. Også i disse corona-tider. Vi kan gøre mange ting – selv om det skal ske på afstand. Med nadveren viser Jesus os Guds kærlighed. Og den skal vi dele ud af. Den skal vi give videre.

Refleksion over Palmesøndag

Med Palmesøndag indleder vi påskeugen, der er den største og vigtigste højtid i vores kristne kirke. Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, og folkeskaren skar palmegrene af træerne og viftede ham velkommen med ordene: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. En velkomst der er en konge værdig. Og Jesus var da også konge – Israels konge. Han var ikke konge i verdslig forstand, for så ville han have redet på en hest. Et æsel, derimod, er et fredsdyr. Det er fredskongen Jesus, der kommer. Med salmedigteren Thomas Kingos ord (DDS 176 vers 1) træder han med sit æselridt ind i en morderstad, der har beredt ham så grumt et blodebad. Og Jesus véd, hvad der skal ske. Han véd, hvilken opgave der er lagt over på ham: Han skal bære en tornekrans for os. Han ønsker at bære din og min tornekrans for om muligt at blive konge i vore hjerter.

Én af de tornekranse, der fylder meget i vort liv lige nu, er frygten, ængstelsen og bekymringen for, hvordan den djævelske corona-virus vil udvikle sig. Vi er selvsagt bange for, hvordan den vil udvikle sig hos os og omkring os. Vi er lukket inde hos – og i – os selv, og kan kun være sammen med hinanden på afstand. Vores trøst i alt dette er, at vi aldrig er alene med vores frygt, vores ængstelse og vores bekymring. Jesus vil også bære en sådan tornekrans for os, når vi vil lægge det alt sammen over på ham.

Èn af de tekster, der læses i vore kirke Palmesøndag, er Kristushymnen fra Filipperbrevet kapitel 2 vers 5 – 11. Det er noget af det ældste, der er skrevet i Det nye Testamente. Det er en slags trosbekendelse fra de første kristne menigheder. Den opfordrer os til at have det sind overfor hinanden, som var i Jesus Kristus. Han tog en tjenerskikkelse på og ydmygede sig til døden på et kors. Han er vores Herre, og som sådan ønsker han at hjælpe den enkelte af os. Også når en pandemi som Covid-19 dukker op og ødelægger ethvert samvær med hinanden.

Og så kan vi frimodigt gå ind i Den stille Uge, som de tre dage mellem Palmesøndag og Skær-torsdag kaldes. Han lader os ikke i stikken. Han vil også være med dig i dit liv netop nu!